Anton van Leeuwenhoek.
”Du kender da sagtens et forstørrelsesglas”, siger H. C. Andersen i ”Vanddråben” – ”sådant et rundt brilleglas, der gør alting hundrede gange større end det er”.
H. C. Andersens forstørrelsesglas er i nøgternt fagsprog et enkelt eller simpelt mikroskop.
De første skridt til optik som videnskab blev taget i Grækenland 300 år før Kristi fødsel, hvor man mente, at synet var stråler udsendt af øjnene og reflekteret fra de objekter, som øjnene kunne se.
Omkring år 1000 efter Kristi fødsel blev man klar over, at strålerne gik den modsatte vej i alle retninger og i rette linier fra de objekter, som kunne ses.
Johan Kepler (1571 – 1630) gjorde rede for øjets opbygning og at det var retina – nethinden - der var center for synssansen og ikke linsen, som man tidligere mente.
I det 13. århundrede optræder for første gang, hvad vi vil betegne som en lup. Man mente, at ”det ville være til nytte for gamle mænd og folk med svage øjne”.
Efterfølgende forsøgte man sig med to sådanne linser foran øjnene – briller.
Med udviklingen af linsekunsten var opfindelsen af det sammensatte mikroskop kommet et langt skridt nærmere, således at man omkring år 1590 så det første mikroskop, et rør med 2 forskydelige linser, men det var først i begyndelsen af det 17. århundrede, at det første brugbare mikroskop så dagens lys.
Brugerne af simple mikroskoper med stærk forstørrelse opdagede snart, at billedet var klarere og skarpere end ved det sammensatte mikroskop.
Jo flere linser lyset skal passere, jo mere spredes det i spekterets farver, og jo mere uskarpt fremstår billedet.
En øgning af forstørrelsen kræver øgning af krumningen af linsen. Når kugleformen er nået, kan krumningen ikke øges yderligere i en linse af uændret størrelse.
Stærkere krumning kan kun opnås ved at formindske linsen.
Kun et menneske forstod i det 17. århundrede at fremstille og udnytte så fantastisk små linser – Anton van Leeuwenhoek.
Anton van Leeuwenhoek (1632 – 1723) var autodidakt og amatør og levede i Delft i Holland.
Han blev uddannet som klædehandler, men var født med en ukuelig trang til at udforske naturen, og da han hørte, at linser og mikroskoper kunne gøre ting store, skaffede han sig viden om linser og glas hos brillemagerne i byen.
De opdagelser, han derefter gjorde med linser og mikroskoper, han selv fremstillede, var så sensationelle og banebrydende, at de dannede grundlag for en helt ny videnskab: Mikrobiologien.
Hvad var det, Leeuwenhoek kunne?
Han fremstillede mikroskoper med små linser, der kunne forstørre helt op til 200 gange – i modsætning til de komplicerede mikroskoper, der benyttede sig af flere linser, men kun kunne forstørre 20 – 40 gange.
Leeuwenhoek opfandt ikke mikroskopet, men hans teknik ved fremstilling af linser, var årsagen til hans næsten uendelige antal opdagelser bl.a. hans opdagelse af de små, levende dyr, som vi dag betegner som bakterier – historiens første kendte illustration af bakterier (1683).Metoden som Leeuwenhoek anvendte til fremstilling af de små linser, kunne ingen vriste fra ham.
Han har til brug for sine studier fremstillet mere end 500 mikoskoper – alle med bikonvekse linser anbragt mellem to tynde plader af metal.
29. maj 1747 solgtes ved offentlig auktion 247 fuldstændige mikroskoper, hvor enkelte kunne forstørre mellem 100 og 160 gange.
Stort set hele samlingen er forsvundet. Kun 9 mikroskoper har overlevet. I Utrect findes det berømte mikroskop, der kan forstørre 275 gange.
I Medicinsk-historisk Samling findes en nøjagtig kopi af et af Leeuwenhoeks mikroskoper – fremstillet af urmager Victor Christiansen til Samlingen.
Kan ses i en montre med eksempler på traditionelle mikroskoper fra 1800 – tallet.
Litteratur:
Harald Moe: ”Mikroskopets historie”
(Kan ses i Medicinsk-historisk Museum).
Januar 2009
Carl Eli Olsen,
Medicinsk-historisk Museum,
Næstved.